August 2025
Når alt kommer til alt, er jeg vel ikke andet end et stort legebarn😉
Seneste legetøj for store mennesker i min maskinpark er en 3D-printer - Bambu Lab H2D.
Den har rigtig mange gode egenskaber og funktioner. Fx kan jeg styre, og overvåge den fra telefonen, så når jeg ikke er i nærheden af printeren, har jeg alligevel fuld kontrol over den.
Både visuelt, via indbygget kamera, og ved tekstbaseret infomation.
Dertil kører væsentlige funktioner, som fx kalibrering af diverse parametre automatisk, og der er en myriade af sensorer, der sikrer høj printkvalitet.
Forleden dag da jeg kom hjem fra job, sad matriklens finansminister med et meget olm udtryk.
Hun meddelte, at hun havde fået en henvendelse fra Andel Energi, der leverer os el.
De gjorde os opmærksom på et væsentligt forhøjet elforbrug, og mente, at vi burde kontrollere elforbruget på vores hårde hvidevarer og andre elforbrugende installationer.
Men jeg har meget stor glæde af nyerhvervelsen, både til egne projekter, men også til opgaver på jobbet, så jeg skal nok finde en løsning, der tilfredsstiller finansministeren også😉
Jeg er ikke elektriker, men arbejder som tekniker i SIF-Gruppen, der er blandt meget andet laver elinstallationer.
I den forbindelse er vi blevet bedt om at levere nogle forlængerkonsoller til LED-armaturer, som jeg har modelleret i Autodesk Fusion og er ved at producere.
LED-armaturerne skal sidde på en væg, der er dækket af efeu, så derfor skal armatuerne have en forøget afstand til væggen på 100 mm.
Hastigheden i videoen er speeded op. Med pågældende setup tager det ca. 4 timer at printe en konsol.
Som beskrevet tidligere, er jeg aldrig blevet rigtig voksen, og leger mig gennem livet med stor fornøjelse og passion.
Da jeg i forbindelse research af, hvilken ny 3D-printer jeg skulle investere i, overvejede jeg at vælge en, der også kunne laserskære.
Hold da helt magle, hvor kan man lave mange spændende ting med den teknik.
Faktisk kan Bambu Lab H2D, som jeg jo valgte, også udbygges til laserskæring, men som jeg i første omgang fravalgte. Dels på grund af elforbuget, men også fordi det kræver udsugning af forbrændingsgasserne, der ikke er så praktisk muligt her på matriklen.
Men, men, men. Inden jeg overhovedet havde fået den nye printer leveret, fik jeg øje på Hastrup Makerspace, hvor jeg straks meldte mig ind.
Det glæder jeg mig sygt meget til at gøre brug af, som det "lille" legebarn jeg jo er.