Vi var en lille gruppe kolleger, der havde en opgave i et nyt lejemål i en erhvervsejendom.
Da vi var ved at være færdige, og de nye lejere så småt rykkede ind, var det nødvendigt at sætte en kile i, så døren blev holdt åben.
Det undrede mig på et tidspunkt, at flere af kollegerne, andre håndværkere og de ny lejere, gik rundt og så mere eller mindre frustrerede ud.
Jeg spurgte, hvad er der dog galt?
Jamen, jamen, jamen, Flemming, kan du ikke høre det?
Det kunne jeg ikke, men det gik op for mig, at når der sættes kile i døren, bliver ADK forvirret og giver sig til at udsende et eller andet irriterende lydsignal, der som sagt var meget generende for alle andre, men altså ikke mig, der ingenting kunne høre.
Nu har jeg det sådan, at jeg bestræber mig på, altid at fokusere på det positive frem for det negative.
Altså i pågældende situation, at jeg i kraft af min høresvækkelse ikke oplevede den frustration, de andre gjorde.
For ligesom at bidrage yderligere til underholdningen, kunne jeg meddele kollegerne, at jeg er underlagt en anden svækkelse, der ind imellem giver mig endog store fordele.
Fx kan jeg se en helt ny film, eller læse en ny bog, for efterfølgende at komme i tanke om, at jeg faktisk har set filmen og læst bogen.
Dette gør selvsagt, at størrelsen på min filmsamling og bibliotek ikke behøver at være særlig stor, da jeg igen og igen kan se og læse det samme, og hver evige eneste gang glædes over alt det “nye” jeg suger til mig😉😉😉
For dog at vinkle en smule alvor, viser historien, hvor vigtigt det er ALTID at anvende passende værnemidler.