Materialisme

28. juni 2026

Prolog

Her til morgen, hvor jeg kørte Judith til hendes søndagsvagt på jobbet, fortalte jeg hende undervejs om en oplevelse, jeg havde for nyligt. Oplevelsen havde bragt mig adskillige år tilbage i tiden.

Hun sagde, da jeg var lidt inde i beretningen: “Hvorfor købte du ikke bare en ny”?

Associering

Inden jeg nåede at svare hende, kom jeg i et splitsekund endnu længere tilbage i tiden. Tilbage til folkeskolen.

Dengang havde vi faget formning, hvor vi udfoldede vores kreativitet på alskens måder, som fx tegning, maling og modellering i ler med videre.

Der var særligt en bestemt person, der havde særdeles gode evner til flere af disciplinerne, men episoden jeg fik associationer til, handlede om en lille skulptur hun havde lavet i ler.

Hun var utrolig glad for resultatet og ventede nu spændt på dagen, hvor hun skulle få skulpturen tilbage, efter at den var blevet brændt i skolens keramikovn.

De færdigbrændte emner blev af skolens pedel placeret på en hylde, hvorfra kreatørerne så kunne hente dem.

Men væk var hendes skulptur. Hun ledte højt og lavt, spurgte pedellen om han kunne hjælpe, men skulpturen kom aldrig for en dag.

Min skolekammerat blev helt ude af den, og dybt dybt ulykkelig, fordi hun havde lagt hele sin sjæl i skulpturen, der havde fået et ganske særligt udtryk.

For at trøste sagde jeg til hende: “Kan du ikke bare lave en ny”?

Det kunne hun bestemt ikke, fordi netop denne skulptur havde allerede gjort så stort indtryk på hende, og betød noget ganske særligt.

Joh, hun kunne sagtens lave en ny, men aldrig med den sjæl hun havde lagt i den, der forsvandt for hende.

Dengang var det ikke muligt for mig helt at sætte mig ind i hendes følelser, men siden har jeg selv oplevet særlige situationer, der kan minde om hendes oplevelse.

Siden blev hun internationalt anerkendt kunstner med et bredt spektrum af virke og udstillinger over hele verden.

Deep hole marker

I dag, når jeg er på job uden i byen, har jeg på mig i mine lommer, et helt arsenal af alle mulige værktøjer, strips, tape, skrive- og måleredskaber i flere typer og adgangskort til diverse lokationer med videre.

Som forstås har jeg mange lommer. Ud over de syv, der er integreret i arbejdsbukserne, har jeg dertil yderligere to dobbelte lommer til bæltet.

Flere gange om dagen kontrollerer jeg om der er hvad der skal være i de lommer, der ikke kan lukkes med lynlås, og jeg kan blive helt desperat, hvis der mangler noget og kan gå i panik, hvis jeg ikke kan finde det, der mangler.

Et af min yndlingsskriveredskaber er en den deep hole marker. Den virker som en stiftblyant med en mellemtyk stift, der dog nemt kan markere gennem diverse tykke emner. Markeren er ganske anvendelig og særlig værdsat.

Forskrækkelse

For et stykke tid siden var den helt gal. Pludselig opdagede jeg at deep hole markeren manglede. Jeg kikkede over alt og vendte tilbage til de steder jeg havde været forinden og splittede alt ad for at finde dette vidunderlige skriveredskab.

Men alle anstrengelserne var forgæves.

Jeg mobiliserede derfor mine mentale ressourcer, og affandt mig som sådan med situationen, men det nagede mig alligevel i mere end en uges tid, at markeren var forsvundet.

Jeg nævnte tilfældigt for Judith, at en årsag til mit mismod kunne bero på den manglende marker, men ellers talte vi ikke mere om hændelsen i situationen.

Heureka

Pludselig opdagede jeg ved en tilfældighed, at markeren lå under bilsædet, hvor jeg underligt nok ikke havde kikket. 

Herligt herligt herligt. Alt godt igen.

Nogen tænker måske sit, når jeg nu beretter, at alt essentielt værktøj og hjælpemateriel har jeg mindst i dublet eller triplet, men ofte endnu flere.

Derfor var ulykken med den manglende marker altså ikke større end, at jeg blot erstattede den manglende med en ny fra mit lager i bilen.

Dertil koster den ikke en herregård, og jeg havde noteret mig, at jeg skulle bestille en ny næste gang jeg alligevel skulle bestille materialer hos vores leverandør.

Det er også en gåde for mig selv, hvordan jeg kan tage sådan på vej over noget så banalt som en marker, der bliver væk for mig.

Og jeg havde bestemt ikke et personligt forhold markeren som hovedpersonen i hammeren senere i beretningen.

Rantzausgade

I mine yngre dage kom jeg ofte i en lille butik med brugt værktøj i Rantzausgade i København.

Tak skal du ellers have, hvor var det et slaraffenland, med herligheder fra gulv til loft. Håndværktøj af alle slags.

Noget var af nyere dato, andet af ældre dato og meget af det havde karakter af klenodier og sikkert antikvariske.

Ejeren var dog noget af en plattenslager. Hellere omgå sandheden lemfældigt end at være kedelig, kunne hans slogan have været.

Men jeg købte adskillige værktøjer og hamre af ham. Særligt en bestemt hammer kom til at betyde meget for mig, og jeg fik et ganske særligt forhold til den.

Hammeren var ganske lille, men jeg brugte den stort set aldrig. Jeg havde den dog altid på mig og den gav mig en vis tryghed i den travle hverdag. Jeg havde selv skæftet den til perfektion, hvilket sikkert gjorde mit forhold til den endnu tættere.

Hammeren

I morges på vej mod Hedebo fortalte jeg Judith, at jeg dels havde fundet den savnede marker, og de implikationer den havde haft for mig, men også, at jeg kom i tanke om en lignende hændelse for år tilbage.

Hammeren forsvandt for mig og i en periode på mere end 10 år tænkte jeg på den hver dag eller mindst en gang om ugen.

I dag er der gået mere end 30 år siden jeg mistede hammeren, men tænker stadigvæk på den et par gange eller tre om året. 

Så var det, at Judith sagde: “Hvorfor købte du ikke bare en ny”?

Epilog

Det er måske en tilnærmelse at kalde mig selv for materialist på baggrund af denne beretning, men gennem tiden har jeg haft mange meget nære forhold til materielle ting som fx hammeren herover.

Absolut føler jeg også at have meget nære menneskelige relationer, med endog stor betydning for mig, så trods alt tænker jeg at være i en god balance mellem det materielle og det åndelige.

Hammeren på billedet herover har ChatGPT lavet for mig og ligner meget godt min meget savnede hammer.