Prisen er

5. august 2026

Klassisk - Premium - Luksus

For år tilbage læste jeg “-& Søn : erindringer” af Svend Bergsøe.

Han var noget af en karakter, og flere temaer fra bogen har siden givet en idé om, hvilken retning jeg skulle vælge for vigtige beslutninger.

En af hans forcer var inden for det merkantile, og han var en god forretningsmand, selvom netop dette ikke vil være et passende karaktertræk at knytte til min personlighed. Jeg har dog aldrig nogensinde har manglet noget.

Han beskrev flere oplevelser han havde som ungt menneske, der var med til at forme hans senere virke, men jeg vil her blot nævne en enkelt.

Det bliver måske meget frit fra hukommelsen, så enkelte detaljer er måske tilnærmede.

Han gik til hånde i en købmandsbutik, hvor de bla. solgte kakao i tre forskellige kvaliteter: Klassisk, Premium og Luksus.

Hver kvalitet havde sin egen skuffe i købmandsdisken, og blev vejet af i papirsposer i det kvantum og kvalitet, kunden ønskede.

Hvert kundesegment havde hver deres attituder, når de skulle bestille deres kakao.

En kunne måske sige: “Nu har lille Jens jo snart fødselsdag, så vi vil gerne fejre ham med en god klassisk kakao”.  

En anden kunne måske sige: “Konsulinden, grevinden og bankdirektør-fruen kommer i eftermiddag, så jeg vil gerne bestille den bedste luksus-kakao, der kan købes for penge”.

Det var Svends opgave at se til skufferne, så de altid var fyldte.

Skufferne tog han med ud på lageret, så han i ro, mag og uforstyrret kunne udføre sit hverv.

Hvervet bestod i, fra den selvsamme sæk, at genfylde de tre skuffer.

Altså. Det var nøjagtig den samme kakao, men tre forskellige priser.

Prisen er, hvad kunden er villig til at betale

Dette udsagn hørte jeg for mange år siden, men er vel trods alt ikke helt dækkende i alle situationer.

Men jeg tænker ofte på det, i handel og vandel og som fx i ovenstående eksempel.

Naiv

Jeg har gennem livet nok været drevet mere af at lave noget, der interesserer mig, end at opnå højt økonomisk udbytte.

Her følger nogle eksempler fra mit tidligere virke som selvstændig, der på forskellig vis illustrerer min tilgang til opgaverne på jobbet.

Ikke alt er jeg i dag lige stolt af, men alt har givet mig gode lærepenge. Hver på sin måde.

Jeg blev bedt om at afgive tilbud på en meget attraktiv opgave til en kunde jeg ikke havde haft med at gøre før.

Attraktiv fordi, hvis jeg fik den, ville jeg blive fagligt udfordret og den ville helt sikkert give mig en vis prestige.

Dette betød meget for mig dengang.

Derfor kalkulerede jeg først den tid og de materialer, jeg tænkte skulle bruges til opgaven.

Det resulterede i et meget kostbart resultat, syntes jeg da.

Hvad vidste jeg om det dengang som nystartet håndværksmester?

Men det resulterede i, at jeg ændrede det anslåede tidsforbrug i nedadgående retning.

Som et mantra jeg havde tidligere: Hvis ikke jeg kunne nå det inden for det kalkulerede tidsforbrug, måtte jeg tage aftener og weekender i brug for at komme i mål.

Guderne skal vide, at jeg har haft mange lange dage og meget weekendarbejde.

Jeg sendte tilbuddet og ventede med tilbageholdt åndedrag på at modtage ordren.

Der gik et par dage, hvorefter min nysgerrighed bød mig at ringe op for at høre til opgaven.

Det var et meget nedslående svar jeg fik.

Man mente ikke, at jeg med den lave pris kunne leve op til de kvalitetskrav, man forventede.

Derfor havde de afgivet ordren til anden side.

Den anden grøft

Som forstås havde jeg i perioder, skal vi kalde det et meget liberalt forhold til, hvor meget tid jeg brugte på jobbet.

Men selvom jeg fik skuffelser, som beskrevet ovenfor, fik jeg efterhånden mere og mere at lave, og måtte hyre folk til at hjælpe mig.

På et tidspunkt havde jeg en halv snes mennesker ansat, men måtte yderligere hyre andre håndværksmestre for at kunne overholde leveringsfristerne.

Som guderne sikkert vil bekræfte for dig, var der knald på liggehønen.

Jeg måtte sige nej til mange opgaver. I perioder sagde jeg oftere nej end ja.

Der kom utroligt mange henvendelser om det ene eller det andet, man gerne vil have en pris på.

Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har kalkuleret priser, der efterfølgende aldrig blev til noget. 

På et tidspunkt indførte jeg en regel, der tog en smule af brodden.

Hvis man ønskede en pris, måtte man lægge en sum på nogle tusinde kroner, der skulle betales før jeg gik i gang med at kalkulere selve opgaven.

Det skete ind i mellem, at særligt attraktive opgaver alligevel landede på mit skrivebord.

Så attraktive, at jeg mente, at jeg var nødsaget til at kalkulere en pris.

Imidlertid var jeg et sted, hvor døgnet ikke havde flere timer, så jeg kalkulerede den reelle værdi.

Minsandten fik vi, til min store forbløffelse, opgaven. Og det uden sværdslag af nogen slags, som ellers ikke var unormalt.

Heldigvis havde jeg meget dygtige folk ansat, der fik udført opgaven til UG med pil opad.

Men æren af at aflevere opgaven til kunden, kunne og ville jeg gerne selv klare.

Jeg havde selv tegnet emnet, så det var helt rimeligt.

Da jeg var hos kunden, kunne han meddele, at de var kommet i en frygtelig kattepine.

Fra højere steds havde man meddelt, at pågældende institution havde for mange likvider.

Hvis de ikke snart blev brugt, ville de blive inddraget.

Sådan var dynamikken også.

2 muligheder

En anden episode, hvor jeg nok også var drevet en smule af følelser, var da der kom en med en særlig specialopgave.

Den var i sig selv ikke særlig attraktiv som så mange af de andre ting vi lavede, men jeg lod mig rive med af stemningen.

Derfor aftalte vi en pris. Dertil ville han gå til hånde med det han kunne, men da han selv havde fuldtidsjob, stod den endnu engang på aftenarbejde.

Vi kom i mål, men der var åbenbart sket en misforståelse.

Kunden mente, at da vi nu var færdige med jobbet, så skulle vi til at forhandle prisen.

Svaret var helt klart, utvetydigt og uden betænkning fra mig. Du kan vælge en af følgende to muligheder.

1: Du betaler den aftalte pris, siger tak og tilkendegiver, at du er glad og tilfreds og forlader stedet her smilende.

2: Jeg lægger emnet ned på gulvet. Så tager jeg den største hammer jeg kan finde og smadrer dit emne til uigenkendelighed, og du skal aldrig vise dig her mere. 

På et punkt levede han ikke helt op til mine betingelser, fordi det var en noget akavet mimik han havde efter at have betalt det aftalte beløb.

PS Jeg så ham aldrig siden.

I dag

Mine bestræbelser går i dag på at opnå whole-life balance.

Se eventuelt: Mit arbejdsliv

Se  eventuelt: Kl. 15

Se eventuelt:  Kobbersmedearbejde