26. maj 2024
Chili med smag
Krydret mad har længe været en af favoritterne i mit køkken. Men i sin tid, da chili-feberen begyndte at florere, og der nærmest gik en sport i at gå mod stærkere og stærkere chilier, var det ikke et mål i sig selv for mig at deltage i denne stræben mod ekstremerne. Det ligger slet ikke til min natur😉😉😉
I tilberedning af diverse varme retter kunne jeg finde på at tilsætte enten friske chilier, tørrede eller stødte chilier, måske en chili-puré eller sovs. Ofte var mit valg af krydderier afgjort af, hvad der mere eller mindre tilfældigt fandt vej til min indkøbskurv. Det er jo herligt at gå på indkøb, med det enormt brede sortiment af alskens herligheder af kulinarisk karakter. Herunder chili i en sand drøm af forskellige varianter.
Imidlertid lod jeg mig på et tidspunkt alligevel friste til at købe et mindre parti af Carolina Reaper, der efter sigende skulle være en af verdens stærkeste chilier.
Det var således med en vis ærefrygt, at jeg tog dette monster af en chili i brug. Første forsøg jeg gjorde, var at lave en pasta, der siden kunne indgå i mit krydderisortiment.
Jeg har læst, at man gradvist øger sin tolerance for stærk chili efterhånden som man indtager stærkere og stærkere chili.
Det skal måske tilføjes, at en af de meget få råvarer jeg ikke bryder mig om, er rå peberfrugt. Herunder chili.
Faktisk piller jeg frisk peberfrugt fra, i salater og andre steder, der er “forurenet” med frisk peberfrugt.
Jeg måtte konstatere, at min tolerance åbenbart var nået op i den højere ende af skalaen. Altså at jeg havde opnået en relativ høj chili-tolerance.
Dette fordi pastaen jeg havde lavet da rigtigt nok havde en god stærk smag, men at jeg på ingen måde kom i nærheden af de scener som jeg havde set folk komme i, når de smagte Chili Klaus’ chilier.
Som sagt, bruger jeg alene chili, der er tilberedt. Enten som ingrediens i varme retter eller til pastaer og sovse.
Særligt under tilberedning af disse pastaer og sovse, hvor der indgår stærke chilier i større kvanta, breder der sig gerne en herlig aroma i hele huset, synes jeg.
Det er dog ikke alle beboere på matriklen, der er ubetinget enige i herligheden af denne aroma.
Man værdsætter ikke, som jeg gør, denne velduft og registrerer heller ikke den helsebringende effekt, der indfinder sig i hals og svælg.
Jeg medgiver dog gerne, at en bi-effekt kan være sviende og løbende øjne, men jeg overlever gerne dette i den søde forventning om den kulinariske oplevelse, der venter mig efter endt tilberedning.
Over en periode handlede jeg Carolina Reaper i fx Føtex, Bilka eller Nemlig.com. Det gik fint længe. Hvis ikke jeg kunne få den ønskede vare det ene sted, kunne en af de andre leverandører som regel levere.
Men en dag var der udsolgt alle 3 steder.
Jeg fandt så et sted på internettet, der kunne levere, så alt var godt og jeg fik lavet en ny portion chili-pasta på den nyerhvervede Carolina Reaper.
Men, men, men. Det kom pludselig til mig, at Carolina Reaper åbenbart markedsføres i vidt forskellige styrker.
Jeg fik doseret den nyerhvervede Carolina Reaperen til en pasta, i en mængde som jeg tidligere havde opnået fremragende resultater med.
Nogen vil måske sige, at jeg derefter udviste en uforsigtig adfærd, idet jeg konsumerede en “normal” dosis af pastaen. Jeg bemærkede dog godt, at smagen måske var en smule heftigere end den plejede at være, men fortsatte dog mit indtag indtil portionen var helt konsumeret.
I guder, hvor jeg fik min sag for, og lært, at der er endog meget stor styrkevarians i chili, der egentlig burde være ens.
Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Kunne ikke stå op eller sidde ned. Heller ikke ligge. Uanset hvad jeg indtog for at dulme effekten, hjalp det lige meget. Alligevel. Efter indtag af mere end en liter mælk, og en times tid i helvedes forport, forsvandt effekten lidt efter lidt.
Således blev min selvindsigt udvidet med, at min chili-tolerance åbenbart ikke er helt på det niveau, som jeg ellers havde bildt mig selv ind.
Chili Klaus serverer Carolina Reaper for Bubber